Forfatter: virksundbf.dk

Sct. Hans i Virksund

Vanen tro holder foreningerne i Virksund fælles Sct. Hans aften.

Den 23. juni kl. 20.00 på Odden

Program:
Kl. 20.00 Velkommen ved Martin Lindgaard (Virksund Borgerforening)
Kl. 20.05 Båltale ved Jens Kofoed (Virksund Sejlklub)
Kl. 20.15 Bålet tændes

Vi synger “Midsommervisen” og derefter endnu et par sange fra den danske sangskat.

Grillen tændes kl. 18.00 ved Fælleshuset. Her kan medlemmerne møde op med mad og service til en uforpligtende sammenkomst, før vi vandrer ud til bålet.

Vel mødt!

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Arbejdsdag på Jollebroen og Gl. Færgebro

Der var arbejdsdag på Jollebroen lørdag den 11. juni 2022. Der var stort fremmøde – vi måtte endda sige nej til enkelte – de får så chancen næste gang.
Dagen blev startet med kaffe og rundstykker serveret af Laila Pilgaard og Lis Mogensen. Arbejdsdagen blev afsluttet med pølser og en øl. Lars Carlsen var grillmester på den nye grill.
Vi fik skrabet rurer, højtryksrenset broer, fjernet ubrugte fortøjninger og repareret både træbro ved færgemolen og jollebro samt monteret håndtag ved enkelte jollepladser.
Der blev ryddet op og kørt affald på Revas.

Der mangler nu kun et par reparationer på træbroen ved færgemolen, så er vi nogenlunde på plads til en god sommersæson.

Stor tak til alle for fremmøde og stor deltagelse. 

Med venlig hilsen

Jollebro-udvalget

Sidste nyt fra bestyrelsen

  1. Der ligger ny dagsorden til bestyrelsesmøde den 13. juni under dokumenter
  2. Vi har fjernet de gamle rustne grill og købt en ny gasgrill
    Grillen er aflåst og nøglerne er på nøgletavlen i køkkenet
    Husk:
    Medbring selv gasflaske
    Rengør grillen efter brug
    Husk at aflåse grillen igen

Venlig hilsen
Bestyrelsen

Status på Gammel Færgebro

Vi havde den 1. juni 2022 møde med et par stykker fra Teknisk Forvaltning angående den gamle færgebro m.m.
Deltagere:
Ansvarlig for “Havnene” i Skive Kommune
Ansvarlig for “De grønne områder” Skive Kommune
Niels Pilgaard, Finn Christensen og Martin Lindgaard

Der blev besluttet at:
– De kommer med en rådgivende ingeniør og laver et forslag til løsning
– Herefter bliver der indgivet en ansøgning om en anlægsbevilling til budgetforhandling 2023
– Hvis bevillingen går igennem kan vi forvente det udført i 2024
– Kommunen var velvillig overfor at udskifte planker omkring græsarealet og ved signalmasten
– Kommunen skal undersøge muligheden for at levere bord/bænkesæt i metal og komposit

Hvis det skal lykkes er forudsætningen, at vi slipper igennem nåleøjet i budgetforhandlingerne

Venlig hilsen
Broudvalget

Status på kommende Kræmmermarked

Kræmmerudvalget har nu arbejdet i 2 måneder for at arrangere et hyggeligt kræmmermarked i Virksund.
Fredag, lørdag og søndag i uge 29.
Udvalget forventer, at markedet i år bliver lidt mindre end i 2019.
Vi har allerede nu fået tilmeldinger fra mange kræmmere og frivillige hjælpere.
Udvalget vil gerne opfordre flere frivillige til at melde sig til Lindy Gandrup på tlf. 50461403.
Hvis I vil sponsorere gaver til tombolaen, kan henvende jer til Gitte Steinicke på tlf. 31347670.
Vi arbejder på, at det bliver et hyggeligt og godt marked som kan give et overskud til forbedringer og hyggeligt samvær i Virksund.

Med venlig hilsen
Kræmmerudvalget

Jollebroen og Slæbestedet

Vi har nu fået ophængt ny informationstavle ved slæbestedet – her er også påført Svend Erik Andersen som pladsmand ved slæbestedet samt arealet foran fælleshuset.

Der bliver også ophængt et par skilte mht., at stenkast er forbudt men for, at det ikke skal være en forbuds-zone har vi holdt en munter tilgang. Lars Brammer har udviklet et par fine skilte til ophængning om IKKE at kaste sten i havnen.

Jollebroen – her har Niels Pilgaard sagt ja til at være formand for styregruppen for Jollebro-udvalget, samt at være Broformand på Jollebroen. Der er pt. 3 i styregruppen – Niels Pilgaard, Lars Henrik Carlsen og Finn Christensen og vi vil gerne have par stykker mere og helst mange flere hænder til de praktiske opgaver der måtte komme.

Med hensyn til brevet til Jollebro-lejerne om deltagelse i en arbejdsdag den 11. juni 2022, er vi lidt på bagkant mht. at få gjort forårsklar dernede. Derfor håber vi på, at der melder sig nok til at få det gjort. Se mere på det udsendte brev til Jollebro-lejerne.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Vores nye hjemmeside

Så er vores hjemmeside færdig – det er lavet således, at vi på forsiden kan komme med indlæg fra bestyrelsen. På den måde kan I alle, holde jer opdateret her på hjemmesiden på arbejdet i Virksund Borgerforening.

Der er også lavet en kalender under Fælleshus. Ved at trykke på linket ‘Kalender’ kan man se de datoer hvor fælleshuset er reserveret.

En sidste ting er, at der under Kontakt er kommet en formular, som man kan udfylde og så vil den blive sendt til Virksund Borgerforenings mail. Man kan naturligvis også anvende vores almindelige mailadresse og sende fra sit eget mailprogram.

Hjemmesiden er udelukkende Flemming Graversens fortjeneste og en stor tak til ham for det store arbejde og den store hjælp skal lyde fra Bestyrelsen i Virksund Borgerforening.